Cavalaire Sur Mer er det perfekte udgangspunkt for oplevelser i det sydfranske. Helt nede ved Middelhavskysten i tilpas afstand fra motorvej og lufthavn, der sikrer at den lille perle på Cote d'Azur ikke er helt så hektisk og overrendt som andre byer på den skønne kyst. Alligevel så centralt placeret at alle kvaliteter i Provence let kan opnås.

Provence - et begreb - en drøm - hvor tiden står stille. Blot lige uden for Cavalaire Sur Mer findes et utroligt flot, uberørt og vidunderligt bagland, med bl.a. Grand Canyon du Verdon, der betragtes som et af verdens flotteste naturfænomener. Ikke andre steder i Europa findes der så afvekslende landskaber med højsletter, søer, skove, vinmarker, dybe kløfter, høje bjerge, vandløb af enhver art og små hyggelige bjerglandsbyer.

Cavalaire sur Mer centralt beliggende i bunden af en af de flotteste Middelhavsbugter på kysten, omkranset af grønklædte bjerge, der giver det helt rigtige subtropiske klima, lunt og varmt, men med en let afluftning fra Middelhavet, der gør de nogen gange høje temperaturer udholdelige. Baglandet er jo i Juli og August varmere end nede ved kysten, hvor der er lidt afkøling fra Middelhavet.

Cavalaire sur Mer er en by på 5000 indbyggere, der som vi har oplevet det med håndværkere og servicefag, er utroligt hjælpsomme og smilende. De lever i hvert fald ikke op til franskmændenes ry om arrogance og overlegenhed. En hyggelig ikke for stor by hvor man hurtigt vil føle sig hjemme. Der er alle de specialforretninger du kunne ønske dig, på to hovedindkøbsgader. Selvfølgelig et torv med den uundgåelige Petanquebane, hvor der altid er spil i gang. Masser af små restauranter, fortovscaféer, små hyggelige spisesteder, med menuer til priser vi drømmer om i Danmark. Momsen er kun på 7% på fødevarer i Frankrig.

Lystbådehavnen er et flot kapitel for sig. Der er muligheder for udflugtsture til øer ude i bugten. Der er specielle dykkerudflugtsbåde til overkommelige priser. Der er turbåde til bl.a. St. Tropez. Hvis du kun vil sidde og nyde livet på havnen, er der rigtig mange muligheder i form af små listige steder eller flotte spiserestauranter.Ud fra Cavalaire sur Mer går der strandvandreture, lige bag ved vores hus er der skiltede vandreture af forskellige længder, i flotte skovklædte højdedrag, med helt enestående udsigt over baglandet eller Middelhavet. Nogle af turene kan også tages på cykel, eller er der også afmærkede cykelruter.

Hver onsdag er der stort marked i gaderne omkring turistkontoret. Der finder du alle de typiske markedsprodukter, masser af frisk grønt og frugt, honning, olivenolie, Provence kunst, stoffer, kunsthåndværk. Ikke at forglemme udmærket rosévin, der passer til klimaet for 10,- pr. liter.

En flot strandpromenade fuldender en skøn by med alle muligheder for en vellykket ferie.

Bugten ved Cavalaire-sur-Mer er berømt for sin børnevenlige sandbadestrand. Der er gode muligheder, for at leje strandsenge.